De første skridt … mennesket Op-står

Det starter med et skridt, en let berøring, jorden under fodsålen, verden forandres – og videre, men, det starter med et skridt. Et skridt i den rigtige retning? et skridt i den rigtige retning, ja, lad os starte her, ved begyndelsen. Det første skridt, mit, dit, alles, det enkelte menneskes historie indrammes og afspejles på forunderlig vis i hele vor arts udviklingshistorie.

Det starter med et skridt, med et oprejst skridt, vi opstod ved at stille os op, i det vi rejser os op ligger verden åben for vores fødder, for vores gang på jorden og gang i tænkningens verden. De første ord er som de første skridt, altid er begyndelsen det sværeste, det der rejser ud og rejser op, det der sætter alting i gang.

Jeg vil starte med mit første skridt, men jeg kan ikke huske det, så jeg starter med vores, da mennesket opstod – den oprejste gang, som på mange måder er det der i gang satte de forandringer der førte til vores evne til tænkning og teknologi – og i sidste ende at jeg går her og stiller mig spørgsmålet om hvorfor jeg går, og hvad det mon er jeg går efter… ?

Der er noget poetisk og filosofisk smukt i den dobbelthed der ligger i at mennesket opstår ved at det… opstår, ved at vi som art stiller os op. Det er det evolutionære kendetegn hvorved vi begynder at snakke om ”menneskearten”. Hvorfor det skete? Der er mange grunde, den primære er at der sker en mutation i menneskets gener som medfører at nye væsner, som er noget anderledes, fødes… men at disse nye væsner overlever hænger sammen med adaption, med Darwins klassiske formulering om ”den mest egnede overlever” men hvorfor er nu dette nye væsen, som er lidt bedre til at gå på to ben, bedre egent til overlevelse end de menneskeaber den er muteret ud fra?

Svaret er, som det tit er med nye arters tilkomst, ændringer i økosystemet. Og ja, klimaforandringer, klimaet i østafrika, for 7-8 mio år siden, har over lang tid ændret sig mod det varmere – så hvor der før var tæt jungle som vi kender det i dag fra Congo, er der nu mere åben skov og savanne. Chimpanser og andre menneskeaber har det sværere, de er ikke gode til at bevæge sig over åbent landskab, ikke glade for den stikkende sol, og kan ikke se rovdyrene langt væk fra… så de nye familiemedlemmer som er kommet til , som står og går bedre på bagbenene, klarer sig bedre, og deres gener overlever og gives videre til de næste generationer.

Forestil dig disse første mennesker, små, langarmede, abelignende væsner, en meter høj, de står og kigger ud over den åbne savanne, med få spredte træer, hvad venter der derude? hvordan skal de komme frem? … de våger sig ud fra den lille skovs tryghed og lader fødderne sætte deres aftryk i verden.

Men hvorfor er dette overhovedet interessant eller vedkommende for et moderne menneske? – jo selvfølgelig har vi en videnskabelig nysgerrighed for naturen, fortiden og evolutionen… men hvorfor har dette rent eksistentielt betydning for os?

Man skal passe på med ikke at simplificere videnskaben og lade den passe ind i vores ”gode fortællinger” som giver mening, og som bare har interessante pointer. Men en simpel lærdom fra hvad vi kalder ”evolutionær psykologi” handler om, at ligesom visse fysiske evner har været afgørende i vores overlevelse, ligeledes har vi også udviklet vores hjerne og sind til at være tilpasset verden. Så på et simpelt plan, hvis gangen som transport, til overlevelse, jagt og meget andet, har været essentiel for vores overlevelse, giver det også rigtig god mening rent evolutionspsykologisk, at vores hjerne har udviklet sig til at kunne lide vandring – for hvis et menneske er motiveret for, får belønning af sin hjerne når det vandre, opdager nye ting, bevæger sig for mad og andet.. så er det også meget større chance for at vi gør det. Så ligesom vores krop er udviklet til og tilpasset vandringen som fysisk bevægelse, giver det rigtig god mening at finde en biologisk årsag til vandringens for-trin rent psykologisk heri…. Vi nyder simpelt hen at vandre fordi det er hvad vi er født til at gøre, og vi gør det bedre og overlever bedre hvis vi kan lide det…

Da jeg er 14 år har jeg besluttet mig for at jeg ville forsøge at løbe et maraton, ikke vandring men løb selvfølgeligt… men det handler om menneskets evne til at bevæge sig over lange distancer… det er sommer og jeg er ude på en lang træningstur i det vestjyske hvor jeg kommer fra. Solen danner flimrende landskaber hen over vejens overflade, jeg er ved at være lidt træt, løbe i mig selv, i føddernes rytme mod vejen, løber i åndedrættet … foran mig ser jeg en mor ude og går tur med sit lille barn på en 3-4 år, hun hører mig da jeg er kort bag dem, kigger med store, undrende øjne mens hun vender sig mod sin mor og entusiastisk hiver hende i armen, og idet jeg passerer hende hører jeg hende spørge … ”Mor, hvad løber han dog efter?” … hvad løber han dog efter? … sjovt, tænkte jeg i øjeblikket… men tanken forsvandt i iveren efter at komme hjem i bad, spise… men det hang ved… som det lille barn i kejserens nye klæder havde hun set mig ”men mor, han har jo ikke noget tøj på..” hvad var det egentlig jeg havde gang i? Hvorfor bevægede jeg mig der uden mål og med? Intet sted hen, ingen bold at jage? …. Jeg blev filosof og antropolog, ultraløber og langdistancevandrer, foredragsholder, højskolelærer, vandreturs guide … og jeg prøver stadig og bestandigt at huske det barnlige, huske tvivlen og spørgen, huske at nysgerrigheden overfor hvorfor vi går, løber og gør som vi gør rummer kimen til det allermest menneskelige – jeg går tit tilbage til det øjeblik … det er blevet min ”vandrehistorie” jeg ved ikke om det rent faktisk foregik helt sådan… hukommelse er jo en foranderlig ting, og vi husker mange gange hvad vi vil… men det lever i hvert fald som et mindre i mig, en fortælling, et øjeblik der definerer min gang i livet.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Please reload

Please Wait